En fantastisk musikoplevelse

London Symphony Orchestra

Vi skal til koncert I Berliner Philharmonier. Vi kommer i god tid og sidder og akklimatiserer os. Langsomt bliver salen fyldt op. Folk / publikum / tilhørere siver langsomt ind i salen i en lind strøm. Dette store smukke rum. På begge sider af salen er der på trappevæggen skrevet: - ”Bild auf nahmen sind nicht gestalten!" og på den anden væg: - ”Bitte schatten Sie Ihre elektronischen Geräte Aus!” Jeg tænkte: - Nej kan ikke være rigtigt at skrive det på væggene i denne dejlige sal. Og det havde man selvfølgelig heller ikke. Det var lys-billeder, der var projekteret op på væggene. Så snart lyset i salen blev dæmpet forsvandt teksterne. Smart.
Larmen i rummet bliver mere og mere dominerende og høj. En meget høj summen med en enkelt eller to stemmer som bryder gennem den tætte summen. Salen bliver mere og mere fyldt. Da de første musikere klokken 20:04 kommer ind på scenen begynder publikum at klappe; og så øjeblikket efter begynder musikerne at stemme deres instrumenter. Puster lyd i dem. Retter til. Gør Klar. Lyset i salen dæmpes. Og dirigenten kommer ind på scenen og indtager sin plads på podiet. Og alle klapper vildt og voldsomt for i næste øjeblik at være tavse og meget opmærksomme. Og musikken tager sin begyndelse med Tim Hugh på celloen. Tyve minutter bliver der spillet. Tyve minutter som jeg aldrig nogen sinde vil glemme. Tyve minutter – jeg tror ikke, at nogen tænkte på tid, mens der blev spillet. Jeg var henført til musikken. Der blev spillet som var det et åndedrag, der førte dem. Og at det var dirigenten, der drog det. En koncentration og et samspil. Jeg har aldrig nogen sinde fået en tilsvarende musikalsk oplevelse. Jeg går i mit halvfjerdsindstyvende år. Jeg har været vænnet til at høre musik fra jeg var ni-ti år. Torsdagskoncert. (– Jeg gentager lige her: Kommer jeg til at ligge uden at kunne give lyd fra mig, husk da at spille Mozart – klaverkoncerter for mig hver dag).
Efter en god pause var man klar igen klokken 20:53. Alle musikkerne havde fået gået deres instrumenter igennem. To harpenister var klar ved deres instrumenter. Trommeslageren var klar. Og nu ventede man kun på dirigenten. Han lod vente på sig. Så blev lyset i salen neddæmpet. Dirigenten træder ind på scenen under voldsomme klapsalver. Han indtager podiet.
Jeg vil aldrig glemme mandag 14. september fra klokken 20:00 til 22:00. Den mest fantastiske musikoplevelse i mit liv. Det var under Berlins musikfest i september 2009 at London Symphony Orchestra under ledelse af Valery Gergiev spillede Boris Tistschenkos koncert for violincello og orkester Nr. 1 op. 23 med Tim Hugh som solist. Desuden udførte man Dmitri Schostakowitch (Sjostakovitj) – Symphonie Nr. 11 g-mol op. 103 ”Das Jahr1905”.I 1957 fejrede Sovjetunionen 40-årsdagen for oktoberrevolutionen. Men Sjostakovitj skrev en symfoni om februar revolutionen i 1905. Der er tradition for at undersøge og kritisere nutiden på baggrund af det skete i fortiden.
-------------------------------------------------------------------------------------------------London Symphony Orchestra Tim Hugh violoncello Tim Hugh cello Valery Gergiev diligent
Boris Tistschenko [født 1939]Concerto for violoncello and orchestra No. 1 op. 23 [1963]for winds, percussion, reed organ and stringsarranged by Dmitri Shostakovich [1969]Dmitri Shostakovich [1906–1975]Symphony No. 11 G minor op. 103 The Year 1905 [1956–57]Palace Square AdagioNinth of January AllegroEternal Memory AdagioTocsin Allegro ma non troppo